Mette Rix viser en serie glasmalerier og bemalede silkebaner. Med ganske få farver og ganske få bevægelser fylder hun fladerne med energi. Sorte strøg med bred pensel, klare blå eller gule kontraster placeret med sikker hånd på fladen, mere skal der ikke til for at få en flade til at leve.

Værkerne er motivisk underspillede, de er maleri i ren form – de er det, der sker ved en ren flade, når der sættes farve på. Dens dimensioner og fladekarakter bliver pludselig tydelig, dens mangel på farve kalder på farve, mere farve.

Med ganske få – jeg vil kalde dem myndige – strøg, demonstrerer Mette Rix sin magt over fladen, hun giver den rummelighed og dybde gennem sine farvevalg – lys over for mørk – massiv overfor transparent – indadvendt overfor udadvendt – kort sagt, hun fylder fladen med dynamik, med spænding og liv.

Og stregerne, ja det er jo dem, der gør hele forskellen. Stregen som en aftegning af armens bevægelse hen over eller ned over fladen, den bue, som defineres af armlængden og skulder leddets rotation, de forskelle i stregtykkelse og farvekraft, som betinges af værktøj, materialevalg og kunstnernes aftryk helt konkret – trykkes der hårdt med penslen eller berører den blot lige netop fladen?

Glassets transparens med de hvide vægge bag og silkebanernes hvide flade, begge danner en let og luftig baggrund for de ekspressive strøg, for farverne, der som opløste skyer på himlen eller som gamle, i dag glemte, rituelle tegn på en væg langt borte, synes ladet med en mening, vi snarere må tro end forstå. Og det er vel det, den nonfigurative kunst gør allerbedst, åbner ind til fantasiens verden.

Anne Lie Stokbro, kunsthistoriker
_____

Silkebaner. Rumdeler eller som udsmykning af væg.
Udført på silke med kobberpigment og akryl.
2018